Niki ved kassen i Rema 1000

Niki ved kassen i Rema 1000 i Resenbro

Glædesudbruddet var til at høre, da Niki en morgen blev ringet op og fik beskeden om, at han havde fået ja til et fleksjob i Rema 1000 i Resenbro. Niki bor i Specialområde Autismes tilbud, Gødvad Boligerne, og vejen frem til jobbet har hverken været nem eller snorlige.

 

Første gang nogen rigtig lytter
Så meget desto større var glæden, da beskeden kom, og den 1. juni er hans første dag i fleksjobbet. Forud for det er gået et ressourceforløb i Gødvad Beskæftigelse og Uddannelse, hvor han sammen med socialpædagog Anders Tollund Christensen har arbejdet på at finde nye, gode strategier. For med sig i baggagen havde Niki mange nederlag og meget lidt tillid til andre mennesker.

"For første gang i mit liv føler jeg, at der er nogle som rigtig vil lytte til mig", fortæller Niki om dette forløb.

Med et praktikforløb i Rema 1000 butikken fik Niki mulighed for en langsom tilvænning til de nye mennesker og opgaver, og efterhånden blev både ansvaret og timeantallet udvidet.

Niki sammen med købmandsparret

Niki sammen med købmandsparret fra Resenbro.


Tydelig kommunikation er vigtig
En af de vigtige grunde til, at det er lykkedes så godt, er at Niki har haft en praktikansvarlig, Louise, som er meget tydelig og ligefrem i sin kommunikation. Louise er gift med købmanden, Michael Dahl Petersen. De to er enige om, at i Niki har de engageret og motiveret medarbejder:

- Vi oplever, at han har været meget motiveret for at komme i arbejde, få noget betydningsfuldt at lave og at få så selvstændig en tilværelse som muligt som alle andre”.