Så kom indflytningsdagen i Viborg og overtagelsesdagen i Randers (flytningen sker d. 6. maj). Fra i dag er der nemlig to nye adresser i Specialområde Autisme familien: Vilhelm Ehlerts Allé i Banebyen i Viborg og Søren Møllers Gade i Randers.

De to nye adresser udgør både en bygningsmæssig fornyelse og en udvidelse af kapaciteten (læs mere om det længere nede i teksten) Forud for flytningerne er gået massevis af timer med planlægning, forberedelse af flytingen af møbler, grej - og ikke mindst, forberedelserne sammen med borgerne, for hvem en flytning fra kendte rammer kan være en udfordring af dimensioner.

Til gengæld venter nu helt nybyggede eller, som tilfældet er i Randers, nyrenoverede lokaler, som giver meget bedre rammer for alle borgere. Vi håber på snart at kunne vise billeder af såvel flytning, som af de nye, flotte rammer.

Søren Møllers Gade: Nyrenoverede lejligheder og mindre trafikstøj

Søren Møllers Gade erstatter de slidte og efterhånden utidssvarende rammer, som botilbuddet på Hobrovej havde. Botilbuddet er nu samlet i én opgang i flere plan. Lejlighederne er ny-istandsatte og beliggenheden betyder, at der er meget mindre trafikstøj end på Hobrovej.

Målgruppen i Søren Møllers Gade er unge borgere med autisme i alderen 18-35, som kommer direkte fra deres barndomshjem eller et andet opholdssted, og som har svære udfordringer med at finde et ståsted i livet.

Udover borgernes 12 lejligheder er der et personalerum, et værelse til natmedarbejdere og et fælleslokale med køkken og opholdsrum. For hver 4. lejlighed er der et mindre fællesrum, hvor borgerne kan mødes i mindre grupper.

Akutplads til hurtig udredning

Botilbuddet er i forbindelse med flytningen udvidet med én døgnplads. Der er samtidig planer om, at oprette én afklaringsplads. Denne plads skal imødekomme et behov hos kommunerne, når der akut skal skabes en plads til en borger, hvis udredning skal afklares, inden man tilbyder vedkommende et blivende tilbud.

Banebyen, Vilhelm Ehlerts Allé: Fra 14 til 27 døgnpladser

I Banebyen i Viborg erstatter boligerne i de 2 nybyggede ejendomme de 14 eksisterende døgnpladser på Hans Tausens Vej og Gl. Ålborgvej. De nye lejemål indgår i et nyt dynamisk byområde, hvor man bevidst arbejder med at skabe et inkluderende miljø.

Den ene bygning består af 16 to-værelses lejligheder og 4 et-værelses lejligheder. I denne bygning er der samtidig café, produktions- og træningskøkken og faciliteter til medarbejderne. Den anden ejendom har 7 to-værelses lejligheder og én to-værelses lejlighed til personale. Her sker indlytningen dog først til august.

Målgruppen i Banebyen er unge voksne med autisme og tillægsdiagnoser som fx. svær depression, isolation, svær OCD eller andre angstlidelser og selvskadende adfærd. Efterspørgslen efter botilbud til denne målgruppe er stor, og i forbindelse med flytningen udvides der fra 14 døgnpladser til 27 døgnpladser.