Mette Kjær og Anne-Sophie Levsen Holm v. beskæftigelseskonference på Christiansborg

 

Der var ingen tvivl om, hvem de virkelige stjerner var, da der d. 23. oktober blev afholdt en beskæftigelses-konference i fællessalen på Christiansborg. For selvom der både var toppolitikere og topdirektører til stede, så var det ikke dem, der høstede de største bifald. Det gjorde de tre mennesker med autisme, som stod på talerstolen og fortalte om, hvor glade de er for de jobs, de har fået.

 

Konferencen handlede om gode erfaringer med at skabe job for mennesker med særlige vilkår – i dette tilfælde mennesker med autisme. Helt konkret med udgangspunkt i Klar til Start projektet, som i samarbejde med Fakta-kæden har skabt forløb og varige jobs for i alt 151 unge mennesker med autisme.

 

Med Fakta-polo - og overskud og humor

Blandt dem er Anne-Sophie. Hun stod på talerstolen iført sin sorte polo med det velkendte Fakta-logo og matchende nøglekæde og fortalte med både overskud og humor om jobbet hos Fakta i Hinnerup. Med sig havde hun Mette Kjær, der er pædagog hos Specialområde Autisme.

 

Havde chefen i praktik

Med nøje forberedte noter – sikkert lavet sammen med Anne-Sophie – guidede Mette Anne-Sophie, når hun havde brug for det og stillede spørgsmål til hende undervejs.

- Ja, jeg havde også Lars (chef for Specialområde Autisme, red.) i praktik. Så kunne han gøre nogle af de ting, som jeg ikke selv gider, fortalte Anne-Sophie med et bredt grin.

 

Jeg er autist, men jeg vil gerne snakke

- Det er dejligt at arbejde i Fakta, jeg har noget at stå op til og har søde kolleger. Jeg sætter varer på plads – jeg kan godt lide at butikken ser pæn ud. Jeg er stolt over at arbejde i Fakta, fortalte hun videre, og fortalte også, om sin strategi for at have med kunderne at gøre. Den går blandt andet ud på, at Anne-Sophie altid bærer et skilt, hvorpå der står: "Jeg er autist, og jeg bryder mig ikke om, at andre rører ved mig, men jeg vil gerne snakke".  

 

Medarbejderomsætningen falder og ledere bliver dygtigere

Fra salgsdirektøren for Fakta, Jens Romundstad lød en fortælling, om hvordan kæden - i en situation, hvor det er svært at rekruttere medarbejdere – har sikret sig kompetente og loyale medarbejdere, som har lyst til at blive. Uløste opgaver bliver løst, medarbejderomsætningen falder og ledelser bliver dygtigere, fordi de bliver udfordret på kommunikations- og relationskompetencer.

 

Kender samtlige udløbsdatoer i en hel køledisk

- Altså, jeg har for eksempel en medarbejder, der har en fotografisk hukommelse og derfor kender samtlige udløbsdatoer i en hel køledisk, fortalte han. Samtidig lagde han heller ikke skjul på, at kædens deltagelse i projektet har med mere end bundlinjen at gøre:

- Det er det vigtigste og sjoveste jeg har været med til at lave i mit liv.

 

 

Om Klart til Start

 

  • Klar til Start er IKKE praktik, men langvarige opkvalificeringsforløb med grundig træning af personlige, sociale og faglige færdigheder – og jobgaranti
  • De fleste får et flexjob efter et Klart til Start-forløb
  • For mange deltagere har jobbet betydet, at de har kunnet flytte hjemmefra og bo for sig selv
  • Klart til Start har en 80-85 % succesrate og 97 % er stadig i job et år efter start
  • Virksomhedernes medarbejdere bliver klædt på til opgaven af en vejleder, som også kan kontaktes løbende
  • Projektet har modtaget støtte fra VELUX-fonden igennem en tre-årig periode, som dog slutter ved årsskiftet

 

 

"De forventer, at man kommer og stiller krav. Den følelse, at man mangler på holdet er en trylleformular i sig selv. Det at blive mødt med tillid og en forventning om, at man kan noget, hvis bare man får den rette opgave. Det giver identitet".

 

Jesper Pedersen, seniorkonsulent fra CABI, om udsagn fra nogle af dem, der har fået job i Klar til Start.

 

 

Gode råd om at skabe varige jobs for mennesker med behov for særlige vilkår

CABI, en uafhængig, non-profit, selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet, har lavet en evaluering af Klart til Start projektet. Det er der blandt andet kommet disse anbefalinger ud af:

 

  • Arbejdsmarkedsparathed skal skabes på virksomhederneSkab fokus på fodfæste på arbejdsmarkedet før uddannelse
  • Vær opmærksom på, at for nogle vil en uddannelse være et urealistisk mål, men ikke nødvendigvis det at få et job 

 

  • Placér og træn – ikke omvendt

 

  • Virkeligheden virker: En klog voksen, der tror på den unge og har viden om uddannelse og arbejde – og lytter og er til stede 

 

  • Fokusér på opgaver i stedet for stillingsbeskrivelser – tag udgangspunkt i den enkelte 

 

 

Få mere at vide
https://klartilstart.dk/